SUS Håndbolds mange frivillige hjælpere var forleden samlet til en aften i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter for at se tilbage og evaluere SUS Spar Nord Cup 2025 - og se fremad mod næste års stævne, som finder sted 18. til 20. september.
Traditionen tror havde stævneaftenen besøg af en kendt håndboldskikkelse. I år var det ikke mindre end Dansk Håndbolds nyvalgte formand Torsten Laen.
Torsten Laen har en særlig tilknytning til SUS Spar Nord Cup, idet han i flere år har deltaget som træner for IF Stjernens hold. Selvom han i år var til EHF-konference i Schweiz i stævneweekenden, nåede han lige at kigge forbi stævnet om søndagen, hvor hans U15 drengehold sammen med ialt 19 hold fra IF Stjernen var i kamp i de 11 stævnehaller.
Den tidligere Aarup-, GOG- og udlandsprofessionelle samt landsholdsspiller indledte stævneaftenen med et interessant tilbageblik i hans spændende karriere og i det nye erhverv som formand for håndbolden i Danmark, samt posterne i EHF.
