Vedtægter for:
SUS Håndbold
Anno 1989

§ 1
Klubbens navn er SUS Håndbold. Stiftet 29. marts 1989.

§ 2
Klubben har til formål at styrke håndboldspillet på alle niveauer samt styrke sammenhold, kammeratskab og personlig udvikling.

§ 3
SUS Håndbold er tilsluttet DGI Svendborg og Fyns Håndbold Forbund og dermed undergivet disse organisationers vedtægter.

§ 4
Stk. 1
Som aktiv medlemmer kan optages alle, der vedkender sig nærværende vedtægter.
Passive medlemmer kan optages mod medlemsbidrag, men uden stemmeret.
Stk. 2
Bestyrelsen kan udelukke et medlem i kortere eller længere tid, når den finder grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen til førstkommende generalforsamling.

§ 5
SUS Håndbold ledes af en bestyrelse på 5 til 7 medlemmer. I lige år vælges minimum 3 medlemmer og i ulige år minimum 2 medlemmer. Samtidig vælges 2 suppleanter.

§ 6
Stk. 1
SUS Håndbolds medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for klubben indgåede forpligtelser. Klubben hæfter alene for indgåede forpligtelser med dens respektive formue.
Stk. 2
Klubbens medlemmer har ikke krav på nogen del af klubbens formue eller udbytte af nogen art.

§ 7
Stk. 1
Klubbens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i juli kvartal.
Stk. 2
Generalforsamlingen annonceres i relevante medier.
Stk. 3
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før.
Stk. 4
Stemmeberettiget og valgbar er ethvert aktivt og #passivt medlem, der er fyldt 14 år samt forældre til børn under 14. år. (ét forældrepar = én stemme) #passivt medlem = udvalgs-, bestyrelsesmedlemmer mm. der ikke er aktivt udøvende spillere
Stk. 5
På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal (over halvdelen),
Dog kræves til ændring af disse vedtægter mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget.
Stk. 6
Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Protokollen underskrives af dirigenten.

§ 8
På den ordinære generalforsamling behandles følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse af bestyrelsens beretning.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab.
4. Forelæggelse af budget til orientering.
5. Behandling af forslag.
6. Valg (skriftlig afstemning).
a. Bestyrelse med suppleanter.
b. 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
7. Eventuelt.

§ 9
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen ønsker det, eller når mindst 20 % af de stemmeberettigede medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

§ 10
Stk. 1
Klubben fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2
Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig. Medlemmerne af bestyrelsen tildeles relevante ansvarsområder, tilpasset den til enhver tid værende organisation
Stk. 3
Bestyrelsen kan nedsætte de udvalg, den finder nødvendig.
Stk. 4
Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsen stemmer for.

§ 11
Klubben tegnes af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen kan efter behov give fuldmagt til, at en eller flere personer kan tegne klubben i relevante forhold. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån, skal det tiltrædes af den samlede bestyrelse.


§ 12
Der føres referat over bestyrelses beslutninger. Referatet godkendes ved efterfølgende møde.

§ 13
Bestyrelsen kan efter motiveret indstilling udnævne æresmedlemmer.

§ 14
Klubbens regnskabsår går fra 1. juli til 30. juni.

§ 15
Stk. 1
SUS Håndbold kan opløses i to hinanden følgende generalforsamlinger, hvor 2/3 af deltagerne stemmer for.
Stk. 2
Såfremt klubben opløses overgår klubbens midler og formue til idrætslige formål i gammel Ullerslev Kommune..


Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 29. marts 1989.
Senere ændringer vedtaget ved generalforsamling den 26. november 1993.
Senere ændringer vedtaget ved generalforsamling den 28. april 1999.
Vedtægter redigeret i henhold til kommunesamlægning til ny Nyborg Kommune den 23. maj 2007.
Senere ændringer vedtaget på generalforsamling den 18. maj 2009.
Senere ændringer vedtaget på generalforsamling den 25. september 2013
Senere ændringer vedtaget på generalforsamling den 25. september 2019

Vores sponsorer